Billeder og beskrivelse af fuglene i Strøgcentrer Ikast
Kinesisk dværgvagtel (coturnix chinensis) er den mindste vagtel art, der findes. Der findes 10 underarter af den kinesiske dværgvagtel. Vagtlen kommer i flere forskellige farvevarianter: Blå, brun, sølv, hvid, hvidbrun, grå eller blandet grå, hvid, brun og blå. Men de har altid orange ben og fødder. Hvis man passer godt på dem, kan de leve i op til 13 år, men de lever normalt kun 5-7 år. Vilde vagtelhøner lægger 5 til 13 æg, før de udruger dem, udrugningen tager fra 16 dage. Kyllingerne ligner hønsekyllinger, de er blot mindre.
Den kinesiske dværgvagtel er en meget populær hobbyfugl.
Goulds Amadiner i rødhovedet og sorthovedet. Gouldsamadiner (erythrura gouldiae), hører til gruppen af tyknæbbet græsfinke, og de lever frit i naturen i Australien i den nordlige del af Northern Territory og i Kimberley i den nordøstligste del af Western Australia. Gouldsamadiner er en meget populær fugl i fuglehold på grund af dens flotte farver og fredelige natur.
Rødhovedet papegøjeamadine (erythrura psittacea, svensk: nyakaledonienamadin, norsk: papegøyeamadin) lever på øen Ny Kaledonien øst for Australien og på nogle af de omkringliggende øer.
Den lever frit i flere forskellige habitater, fx langs med og i skove, på sletter med buske og på åbne arealer med græs og buske. Klimaet på dens levesteder er tropisk, og gennemsnitstemperaturen ligger mellem ca. 20 grader i august og op til 27 graders varme i februar. Der er ikke en egentlig regntid på øerne, men der falder en hel del regn om året.
Rødhovedet papegøjeamadine finder sin føde både på jorden og i træer og buske, den lever primært af græs- og ukrudtsfrø i halv- og helmoden tilstand, men den spiser også gerne frugt og grønt. Især op til yngleperioden, og mens der er unger, der skal fodres, spiser den også animalsk føde i form af insekter, termitter, myrepupper, små larver, og hvad den ellers er i stand til at fange.
Fuglen kan blive op til 13 cm og opnå en vægt på omkring 11 gram. I naturen bliver den typisk 5 til 6 år gammel, men i et fuglehold kan den blive 7 til 8 år gammel.
Rødhovedet papegøjeamadine har fået sit navn, fordi den har en stærk rød farve på hovedet og lidt ned ad brystet. Nakken, resten af halsen, ryg samt rumpe er smaragdgrøn, mens hannen kan have et par røde fjer tæt på gatten. Vingerne er mere over i det græsgrønne, mens halen er brunlig med rødlige fjerrande. Næbet er sort, og benene er hornfarvede. Hunnen ligner hannen, men som regel er hendes ansigtsmaske en lille smule mindre end hannens, og hun har ikke de røde fjer ved gatten. En anden forskel på kønnene er, at det kun er hannen, der synger.
I naturen yngler de normalt to gange om året, omkring marts og igen i september. De finder et egnet sted til reden, det kan fx være i et hulrum i et udhæng under taget på et hus, i en hul gren eller et træ, i en busk eller i klippesprækker.
Parret samarbejder om at bygge reden, som nærmest er rund med en sideindgang; den bygges normalt et sted mellem en halv meter over jorden og op til 2-3 meter over jorden. Reden bygges hovedsagelig af græsstængler, hø, rødder, kviste, blade og andre plantedele.
Når reden er færdig, parrer de sig i reden. Det resulterer gerne i 3 til 6 æg, som hunnen så ruger på i ca. 14 dage. Når æggene er klækket, bliver ungerne i reden i yderligere ca. 3 uger, de fodres af forældrene i yderligere 3 uger efter at have forladt reden, hvorefter de kan klare sig selv. Ofte bliver de i nærheden af de gamle i endnu et par uger, før de flyver afsted på udkik efter et sted at slå sig ned og senere selv stifte familie.
Rød sort Kanarie.
Farvekanarier opdrættes og udstilles i dag i et stort antal varianter.
Rødbrystet Græsparakit (Neophema splendida) – er en farvestrålende lille græsparakit fra Australien. Den har tidligere været ret sjælden blandt opdrættere, men har siden vist sig villig til at formere sig i voliere, og er således ret almindelig nu om dage. De er meget velegnede for begyndere, da de er hårdfåre og er villige til at yngle. De har et blidt kald.
Den har nogle relativt store vinger og er en adræt flyver. Det anbefales derfor at volieren er mindst 2 meter lang og gerne større; fuglene vil have svært ved at finde sig tilrette i et mindre bur.
De bliver typisk ca. 12 år gamle.
Gittervinget Astrild / Ring Astrild (stizoptera bichenovii) lever i det nordlige og østlige Australien, fra Kimberley-regionen i Nordvest og i et bredt bånd langs kysten i Nord- og Østaustralien.
Den lever på græssletter, i områder tæt på skov, i krat, i byer og parker, samt ved marker og plantager, hvor de søger føde og vand. Føden findes som regel på jorden, og den består primært af halv- og helmodne frø fra græs og ukrudt samt urter, frugt og grønt.
Spidshalet Bæltefinke; Peophila acuticauda hecki.
Størrelse: 17 cm. Incl. halefjer.
Udbredelse: Det nordlige Australien.
En fredelig fugl der i voliere kan holdes sammen med andre finkefugle af samme størrelse, hvis man vil lave et succesfuldt opdræt, bør man nok holde dem parvis i kasse bur. Som reder kan anvendes en lukket kurve rede eller en halvåben redekasse, af rede materiale kan man bruge tørt græs eller kokostrevler.
Ceresastrild (neochmia modesta, svensk: plommonhättad astrild, norsk: ceresastrild) lever i den østlige del af Australien i en stor del af Queensland og ned i den nordlige del af New South Wales.
Søger du efter salgsannoncer med fuglen, kan du med fordel søge efter flere navne for at få flere resultater – nogle indsætter et ekstra a i navnet, så den staves cereasastrild, og nogle bruger stadig dens gamle latinske navn aidemosyne modesta.
Men tilbage til Australien; her finder man især ceresastrild udbredt i tørre savanneområder og i subtropiske og tropiske landskaber med buskland, men den er ikke særlig kræsen, så den findes også i andre landskaber, bare der er ferskvand i området.
Ceresastrild lever fortrinsvis af forskellige hel- og halvmodne græsfrø og ukrudtsfrø samt lidt frugt og grønt fra marker, parker og haver. Især op til yngletiden, og mens der er unger, tager de også forskellige insekter, som fx myrepupper og diverse larver i en passende størrelse.
Ceresastrild er ikke så farverig som så mange andre fugle i Australien. På ryggen er den mørkebrun og den brune farve bliver typisk mørkere ned mod halen. På underkroppen er den hvid, mens hals og sider er zebrastribede med brun og hvid. Hannen har en strubeplet og på issen har den en mere eller mindre synlig blommefarvet plet. Hos nogle af fuglene er pletten meget tydelig rødlig som på billedet til højre, mens den på andre er meget brunlig, som på billedet af min Ceresastrild længere nede på siden.
Ceresastrild bliver cirka 11 cm fra næb til halespids, og i naturen kan den blive 3-5 år gammel.
Yngletiden falder normalt mellem september og januar i den sydlig del af deres leveområde og mellem august og marts i den nordlige del. De bygger rede i buske og træer. Reden bygges af græs, hø, halm, blade og andre egnede materialer, og den fores med fjer, dun, dyrehår og andre bløde ting. Hunnen lægger mellem 3 og 6 æg, det mest normale er 3 til 4 æg. Der ruger derefter på æggene i ca. 14 dage.
Når ungerne er udklækket fodres de med det samme som forældrene spiser. De bliver inden for redens trygge vægge i ca. 3 uger, inden de er klar til at at udforske den store verden uden for reden. Dog stadig med forældrene indenfor sikker afstand i endnu 3 uger, mens de lærer at klare sig selv.
Diamantdue (latinsk navn: Geopelia Cuneata). Denne fugl stammer fra Australien. Diamantduen er kendt for sin røde ring om øjet.
Vingerne og halen er gråbrun. Der er hvide pletter på vingerne. Bugen er hvid. Fjerdragten er lys blågrå. Har en helt bar, rød ring rundt om øjet. Næbbet er sort. Benene kødfarvede. De to køn ligner hinanden, men i yngletiden er hannens øjenring større og mere rød end hunnens.
Mellem 19-21 cm. Vejer omkring 35 g. Lægger 2 æg. Rugetid på cirka 15 dage. Ungerne er klar til at forlade reden 2 uger efter. Kønsmodne efter 3-4 måneder.
Kanariefugl
Den tamme kanariefugl og dens smukke sang spores helt tilbage til 1400-tallet, hvor spanske munke holdt dem som kæledyr. Kanariefuglen hører under Serinus canaria familien, og er en spurvefugl beslægtet med finker. Det er en meget populær og nem fugl at holde som kæledyr, og man kan have stor glæde af dens smukke sang.
Kanariefuglen stammer oprindeligt fra Madeira, Azorerne og de Kanariske øer, som alle ligger placeret i Atlanterhavet.
Rødmasket Sivaastrild
(Bathilda ruficauda).
Den Rødmaskede Sivastrild er mellem 10 og 12 cm lang og lever i Australien.
Disse finker beboer lave, tætte, fugtige græsarealer og sivområer, der grænser op til floddeltaer og ferskvandsområder. Flokkene kan være mellem 10 og 30 individer, men kan bygge i kolonier på flere hundreder. Føden består af frø og kerner.
Lille Cubafinke.
Cubafinke (tiaris canora, svensk: talltangara, norsk: kubagrassporv) lever, som navnet antyder, frit på Cuba, hvor den er meget udbredt. Den lever bl.a. i subtropiske og tropiske skove, på græssletter og i granskove, men den findes også i menneskabte områder som fx parker og landbrugsområder.
Cubafinken er ca. 10 cm fra næb til halespids. Hannen har en gråsort pande og ansigt, på hals og op over øjnene har den et gult bånd. Øjnene er brune, næbet er sort, mens brystet øverst er gråsort som går over i en mere grå farve ned mod maven. Ryggen og vingerne er grågrønne og benene er gråbrune. Hunnen ligner hannen, men hendes farver er mere matte.
I naturen lever cubafinke af forskellige halv- og helmodne græs- og ukrudtsfrø, korn, små bær, frugt og grønt, samt små insekter og andet småkryb, som de støder på, når de leder efter føde på jorden og i træer og buske.
Cubafinken kan yngle året rundt, men oftest foretrækker den at yngle sidst i regntiden, hvor der er flere insekter og fødeudvalget er større, der kan agere proteintilskud til ungerne. Når hannen er i ynglestemning synger han for hunnen, og når hunnen også er klar til at yngle, hjælper de hinanden med at bygge en rede.
Reden bygges som regel i en busk eller et træ med spidse torne på som kan yde lidt beskyttelse mod andre dyr, der har fugleæg eller unger på menukortet. Reden er rund med en indgang øverst, og den kan fx bestå af græs, hø og halm, kviste, blade, mos, fjer og dyrehår.
Når reden er færdig, lægger hunnen 2 til 4 æg, som både hannen og hunnen ruger på i 12 til 14 dage, indtil æggene klækker. Ungerne bliver fodret i reden med samme føde, som forældrene selv spiser. Det er primært hannen, der står for at skaffe føden, mens ungerne er i reden.
Efter ca. 3 uger i den trygge rede er ungerne klar til at forlade den og tage omverdenen i nærmere øjesyn, men de bliver fodret af forældrene i yderligere cirka 3 uger, indtil de er i stand til at klare sig selv. Ikke lang tid herefter flyver ungerne væk for at starte deres eget liv og senere selv stifte familie.
Risfugl. Latin: Padda oryzivora
Risfuglen, eller javaspurven, stammer oprindeligt fra Java og Bali. Her lever den i rismarker, mangrover o. lign. Mange landmænd ser på risfuglene som skadedyr, når de i store flokke kommer og plyndrer rismarkerne.
Den er efterhånden forholdsvis udbredt herhjemme, og ses i mange volierer sammen med diverse andre finker. Hannen af denne art synger utrolig smukt.
Den typiske pris ligger på ca. 100 – 200 kr. stk.
Udseende:
Risfuglen kan fås i en grå, hvid eller lysebrun variant.
Den grå risfugl, som er det største medlem af den gruppe (15 cm), har grå vinger, bug, bryst og ryg. Overgumpen, overhalefjerene, halen og svingfjerene er sorte, mens underhaledækfjerene og lårene er hvide. Næbet er gult og rødt. Panden, nakken, issen og struben er sort. Kinderne er hvide.
Den generelle synlige kønsforskel er, at hannen er kraftigere i kropsbygning og lidt større end hunnen. Næbbet er hos hanfugle i god kondition også kraftigere farvet end hos hunfugle. Det er kun hannen der synger, i øvrigt meget smukt.
Alder
Risfuglen bliver normalt mellem 9-11 år.
Pasning og adfærd
Trods risfuglens kraftige næb er den ikke aggressiv overfor andre fugle. Den kan fint enes med f.eks. græsparakitter, nymfeparakitter eller svaleparakitter, men ses også gerne i selskab med andre finker.
Den daglige kost består af parakit- undulat- og kanarieblanding samt frugt og grønt. I yngletiden gives samme blanding også som spiret. Den tilbydes desuden æggefoder og melorme.
Et par risfugle trives fint i et kassebur 1,2×0,8×0,6 m. I voliere kan den holdes i små flokke, og ofte vil kun det dominerende par yngle. Artsfæller vil ofte stimulere yngleaktiviteten.
Udbredelse og levevis
Dens naturlige udbredelse var førhen Java og Bali. Mennesket har dog ført den til andre øer i Indonesien, samt til fastlandet over hele verden, (bl.a. Philippinerne, Africa, Australien, Japan, Taiwan, Miami)
